|
Ung kunstmaler gæst på Salt-udstillingen december 1999
Søren Bjørn bruger det ekstreme i sine malerier mod racisme |
Den unge Søren Larsen med to af sine billeder mod racisme. Titlerne er "First Thing that pops up in the Mind of a self classified Non-Racist" 1 og 2 |
|
Søren Larsen er det nyeste medlem af kunstnergruppen "Salt". Han kom med så sent, at han ikke kunne nå at komme med på gruppens udstilling i kunstforeningens lokaler på Amtsgården i Teatergade, alligevel får kunstinteresserede lejlighed til at møde Søren Larsen og se nogle af hans værker. Salt har inviteret Søren som gæsteudstiller lørdag 18. december fra klokken 14 til 20. Han vil vise 10-15 af sine nyeste malerier og selv være tilstede for at snakke med udstillingens gæster. Med sine kun 18 år er Søren ikke bare nyeste medlem af gruppen. Han er også den yngste. Det var et ophold i sydamerikanske Peru som udvekslingsstudent, der for alvor sparkede til Sørens kunstneriske ambitioner. Han boede i byen Trujillo, otte timers kørsel fra hovedstaden Lima, hvor han gik i en streng katolsk drengeskole. - I Peru slutter skoleåret i december. Det var meningen, jeg bare skulle tage den samme klasse igen. - To andre udvekslingsstudenter, de var to år ældre end mig, fik tilbud om at komme på universitetet i stedet for, og da der ikke skulle gøres forskel, fik jeg også lov til det. - Men hver dag på vej til skole var jeg gået forbi en malerskole, og så spurgte jeg, om jeg kunne komme til at gå der, fortæller Søren. Han fik lov og blev optaget som fri elev, så han ikke var tvunget til at følge skemaet for den femårige uddannelse. Han kom i afgangsklassen, der havde frie opgaver. Søren arbejdede i skolens skulpturatelier og i tegneklassen, mens han malede ved siden af. - Jeg har altid tegnet, og inden jeg tog til Peru i 1997, nåede jeg at male to små oliebilleder, men dengang kunne jeg ikke selv få en idé. Jeg tegnede godt, men kunne kun tegne af og tegne efter. - I Peru kom det hele langsomt. Jeg kunne pludselig se spillet mellem maleriets forskellige elementer, og siden jeg kom hjem, har jeg arbejdet ambitiøst med min kunst. Den unge kunstner går i øjeblikket i 2.g matematisk linje på Næstved Gymnasium. Tidligere spillede han meget fodbold, men nu er der kun plads til skolen, akvareller, oliemalerier og linoleumsnit. Inspirationen kommer fra verdens uretfærdigheder - racisme og jødeforfølgelse er temaer, han vi vise på Amtsgården. - Mit mål er at gøre folk opmærksomme gennem ekstremer. - I mine malerier med racisme som tema har jeg valgt at se overordnet - som sort og hvidt, siger Søren. Søren Larsen gæsteudstiller på Salt's udstilling i Kunstforeningens lokaler, Amtsgården, Teatergade 16 i Næstved lørdag 18. december kl. 14 til 20. Tilbage til Presse-arkiv - til Salts forside |